Introduktion
Cecilie Høgsbro Østergaard


Det er en stor fornøjelse for Kunsthal Charlottenborg og Kunstakademiets Billedkunstskoler at præsentere AFGANG 2013, der markerer sig ved at være den første udstilling skabt i samarbejde mellem de fusionerede institutioner. På AFGANG 2013 er der i år 36 afgængere fra Billedkunstskolerne og en enkelt gæst, som arbejder på tværs af de visuelle medier og kunstneriske genrer: fra video, grafik, maleri, performance til romaner og opera.
     Akademiernes afgangsudstillinger bliver af gode grunde opfattet som eklektiske og vildtskydende. Dog er der én ting, der samler trådene. Det er den fælles og snørklede bevægelse fra “atelierets pandæmonium til galleriets orden,” som kunstneren Michael Corris engang kaldte det. En afgangsudstilling kan på et niveau ses som en ordnet præsentation af de nyeste talenter, men skal lige så meget betragtes som et tilbageblik på det ikke altid snorlige uddannelses- og udviklingsmæssige forløb, en sådan udstilling er opstået af. Først og fremmest er afgangsudstillingen en refleksion over et studieforløb, hvor det sjældent har været det oprensede, kunstneriske produkt, der har været målet. Nogle bruger udgangen fra Akademiet til at gå tilbage til starten og overveje, hvordan de overhovedet kom ind. Andre prøver at identificere, hvilken kunstnerisk metode de har udviklet gennem årene, og hvordan den kan bruges erkendelsesmæssigt i mange andre sammenhænge
end alene den værkproducerende. For mange vil ideen om en “kunstnerisk praksis” først for alvor kunne tage form ude på den anden side.
     At identificere linjer, positioner og fællesnævnere på en afgangsudstilling er derfor en diskutabel, omend logisk del af galleriets orden. Skal man vove at postulere noget om projekterne på AFGANG 2013, så kan man blandt andet se en fornyet interesse for identitetsspørgsmål: fra den kulturelle, sociale og kønnede identitet helt ned på celleniveau, hvor livsprocesser og dermed “identitet” grundlæggende opstår. Man kan i den forbindelse iagttage et øget fokus på erkendelsens mere tavse processer: på biologien, på systemer, på håndværket og på materialet. Efter 1990ernes neokonceptuelle diskurskritik og 00ernes narrative maleri, ser man måske nu en kunst, der opererer med et mindre sprogbaseret æstetikbegreb end tidligere. Fornemmelsen er dog ikke, at man er på vej tilbage til et formalistisk udgangspunkt for kunsten, som er den diskurskritiske og konceptuelle kunsts konventionelle modstander. Man oplever derimod en kunst, der søger et niveau dybere, nemlig ned i materialet. I et mere eller mindre uudtalt opgør med en traditionel skelnen mellem form og indhold, er det materialets mediering mellem de to, der er blevet flere og flere unge kunstneres egentlige undersøgelsesområde. Mødet med materialet er det underbelyste, eller i hvert fald ikke videre sprogliggjorte, sted i den kunstneriske
arbejdsproces, hvor “forestillingerne materialiserer sig og materialerne kan generere forestillinger,” som to af Akademiets lektorer, Karen Harsbo og Henriette Heise, også har formuleret det.


     God fornøjelse!